20.12

NGF Nature Energy var vært, da Genanvend Biomasse afholdte årets sidste medlems- og bestyrelsesmøde, torsdag den 14. december 2017. Hans Duus Jørgensen gav deltagerne en rundvisning af virksomhedens biogasanlæg i Ringe inden selve mødet.

 

Rundvisningen bød på fremvisning af anlæggets vigtigste elementer, der til dagligt kræver beskæftigelse af ni fuldtidsansatte. Anlægget lægger årligt base til behandling af mere end 360.000 ton biomasse – 75% af dette er fra lokale kvæg-, svin- og minkleverandører på Midtfyn. Dette betyder en årlig produktion på ca. 11. mio. kubikmeter opgraderet biogas – eller i praksis, varmeforbruget for 7.000 boliger. Sammen med NGF Nature Energys fem andre biogasanlæg, betyder dette en produktion og levering af biogas til mere end 55.000 private og virksomheder.

Turens højdepunkt – i hvert fald bogstaveligt talt –  var da gruppen fik mulighed for at nyde udsigten fra toppen af én af anlæggets tre siloer. I 27 meters højde kunne rundvisningen derfor afsluttes, med smukt syn udover det midtfynske terræn.

Arrangementet fortsatte herefter med selve bestyrelsesmødet, hos NGF Nature Energys afdeling i Odense.